IVAR FROUNBERG               writer             EN KATEDRAL S¯GER SIN MUSIK

ivar@frounberg.dk                 (+47) 909 46 719       

 

.Mine katedraler

 

Mine katedraler var m¿rke og fulde af mystik. Lyset skar sig lystigt farvet af rosetten ind i m¿rket, som lugtede af r¿gelse, men som ikke veg for indtr¾ngeren.

 

Mine katedraler brummede nŒr jeg passerede dem beruset af k¾rlighed, omgivet som de var af huse. I hj¿rnet der borte udfor apsis boede min dulcinea, som jeg gradvist indtog: f¿rst hendes indgangsd¿r, vogtet af en moder. Dern¾st hendes pigeduft, og da gik vore h¾nder pŒ opdagelse under t¿jet. Katedralen brummede hemmelighedsfuldt bekr¾ftende til mig: de store rums resonans af den ydre verdens aktiviteter.

 

Mine katedraler brummede nŒr jeg passerede dem beruset af vinen. Et lille vŒgeblus som den lille r¿de olielygte pŒ det katolske alter fokuserer pŒ verdens centrum – Foucaults pendul. Men dette vŒgeblus sad h¿jt, og nŒr det var t¾ndt, akkompagnerede det min vandladning inde i krogen mellem kirkeskib og kor. Hvad lettede mere, end at t¿mme sin bl¾re til Regers B-A-C-H-fantasi?

 

Mine katedraler er myter i en svindende erindring.

 

 

Markedet

 

Markedet i Barcelona: farver, dufte, lyde og t¾thed i de smalle gange mellem boderne. Vi tr¾nger os frem f¿rst mellem blomsterne, blomsternes farver og blomsternes  sarte dufte. Vi tr¾nger os videre gennem de handlende til krydderierne, hvor duft og farve integreres, bliver uadskillelige og berusende. Siden fiskene som ligger der pŒ rad og r¾kke i en slimet vŒd substans: merluza, dorada, calamares –sanselige navne som genkalder havets salte dufte og d¿de s¿folk, les comorans abattus. N¾st kommer fjerkr¾: h¿ns, kyllinger sŒ hare og kanin i sarte r¿de og rosa toner. Endelig nŒr vi frem til halve fŒrehoveder, der betragter os med deres resignerede ¿jne, og grisehjerner, kalvehjerner, som kr¿ller sig rundt om en forl¾ngst tabt sansning af gr¿nt gr¾s. Til sidst ser vi tyretestiklerne: nosser sŒ store at en hŒnd ikke rummer dem. F¿lelsen rammer mig i de ¾dlere dele: at sk¾re dem op, koge og stege dem og dern¾st indtage den ultimate potensÕ symbol!

 

Vand, blod og s¾d er livets v¾sker.

 

Markedets lyde er hidsige; korte sp¿rgsmŒl til den handlende besvares med en rivende talestr¿m tusinde gange gentaget i et levende analogt multidelay forst¾rket af hallens tr¾konstruktion med skyggende loft og glasflader som tillader akkurat nok lys.

 

 

 

Indk¿bscentret

 

Indk¿bscentret Œbner sig som et dragegab: indenfor glori¿se farver og lystigt liv.

 

Indk¿bscentret sluger dig, sŒ du glemmer hvorfor du kom: kom her og k¿b tilbud tre for toÕs pris og deltag i konkurrencen om hŒbet om rigdom og gl¾de. Kom her og du slipper for det daglige besv¾r med at sy dit t¿j, lave din mad, spille din musik. Kom her nŒr du er sulten og vi serverer dig hurtigmad – hurtigt lavet – hurtigt spist  - sŒ du kan komme dig videre ind i tilbudsnettet og dr¿mmene om et socialt f¾llesskab. Vi rŒber eller hvisker til dig. Her er lyden rytmiske dunk i maven eller s¿de melodier uden kanter: v¾lg frit mellem forglemmelse i form af ekstase eller dr¿mmeri! Lasciate ogni speranza voi chÕentrate! Kun for forrykte?

 

Indk¿bscentret sikrer din tilbedelse mod udefrakommende forstyrrelse: hvis du ser en g¿gler, kan du v¾re sikker pŒ, at ogsŒ han ¿nsker at s¾lge dig et godt tilbud. Hvis en tigger sidder der, kan du v¾re sikker pŒ at vedkommende bliver fjernet og ordenen genoprettet: for midt i det kaotiske hersker benhŒrd logos. Du ser ikke slagtehallens blod og slim, for du mŒ ikke lade dig distrahere v¾k fra Treenighedens budskab.

 

 

Treenighedens credo

 

Jeg forsager al distraktionens dj¾velskab, ideen om oplysningstidens fremskridt og modernitetens fornuft.

 

Jeg tror pŒ neoliberalismens politiske og ¿konomiske hegemoni, pŒ valgets frihed. Friheden i markedskr¾fternes uregulerede spil, pŒ lykken ved at k¿be og blive ejer. At deltage i m¾rkevarernes f¾llesskab, at v¾re det feterede subjekt: du er, hvad du har.

 

Jeg tror pŒ den postmoderne tilstand, at alt er relativt; at sproget definerer virkeligheden, sŒledes at jeg ¾ndrer virkeligheden ved at ¾ndre mit sprog; at flertallets sprog bestemmer ret og vrang. Alt hvad jeg synes, er lov.

 

Jeg tror pŒ underholdningen og selvforglemmelsen. PŒ at det, som jeg vil haÕ - er det, som skal gives mig. At det ny er det, som ikke skr¾mmer mig. At alt vil forblive, som det altid var. Amen

 

 

Narrespil i pornobiografen

 

Kalundborg 1982: fire unge m¾nd og en ¾ldre herre stŒr foran provinsbyens biograf, der spiller den pornografiske film: Hornets lyd er min fryd. Den ¾ldre herre er modstr¾bende, men de unge fremstŒr overtalende. En af dem k¿ber billetter til alle. Indenfor i m¿rket sidder nogle m¾nd spredt i hvert sit hj¿rne og dukker sig for ikke at blive set af det muntre selskab, der s¾tter sig i midten – bedste position for at se. PŒ l¾rredet gjalder hornet og der krydsklippes mellem tre damer: den f¿rste h¿rer hornet i det fjerne og river k¿leskabsd¿ren op, tager en gigantisk tysk Wurst frem, holder den ind mod kroppen og gnider den ivrigt mellem benene; den anden h¿rer signalet mens hun gŒr tur med hunden, og kaster sig ned for at lade hunden slikke hendes ¾dlere dele; den tredje befinder sig i stalden, hvor staldkn¾gten g¿r hendes hest klar. Hendes reaktion pŒ signalet er, at kaste sig over den arme uskyldige mand og vi ser hvorledes han til sidst lykkeligt glider ind og ud af hendes sk¿d. Sanctus. De tre herrer dukker sig i m¿rket og st¿nner: sanctus, sanctus, sanctus. Een af de fem i midten siger henkastet: Gad vist hvorledes dette ville virke med Weberns opus 21 som underl¾gningsmusik?

 

Den tidlige middelalders katedraler iscenesatte narremessen, hvor menigheden, p¿belen, kunne synge deres leiser til obsk¿ne fagter, hvor pr¾stens dragt kunne s¾ttes pŒ en kvinde, mens pr¾steskabet diskret – uden at slippe magten – tillod l¿jerne for at fastholde den.

 

 

Offertorium

 

Tokyo 1993:  Den granul¾re syntese opstŒr som f¿lge af mange hundrede japanske kontoristers afslapning inden de skal hjem. De sidder der, hver med m¿rk jakke og slips bundet ved flippen af deres hvide skjorter. Ved deres side stŒr en stabel af slidte plastkurve – h¿jere eller lavere: deres lykkesÕ barometer – fyldt med glinsende metalkugler. De sidder foran en automat, h¾nderne r¾kker distr¾t ud efter n¾ste kugle, mens ¿jnene f¿lger den foregŒendes vej ned gennem lykkemaskinens labyrint. Lokalet er skarpt oplyst af neonr¿r, der er glas og stŒl til at reflektere larmen, som nŒr d¿ren Œbnes, slŒr mig omkuld med sin intense fysik.

 

Ite missa est.