IVAR FROUNBERG               writer/Shorter Texts/031027

 

 

LANGSOMHEDENS F®NOMENOLOGI

 

NŒr man skal diskutere langsomheden mŒ begrebet indkredses. Langsomt og hurtigt er relative kategorier, oplevelsen er relateret til Žt eller andet, fra langsomheden adskildt, f¾nomen. Noget er langsomt fordi noget andet er hurtigt og vice versa. At begrebet er ogsŒ knyttet til tidsbegrebet, tror jeg alle er enige om (men netop derfor b¿r der stilles sp¿rgsmŒlstegn ved det!). Normalt er begreber som hurtig og langsom knyttet til begrebet tid gennem begrebet bev¾gelse – noget bev¾ger sig langsomt. NŒr vi keder os, bliver den oplevede tid uendelig lang: den mŒlte, kronometriske tids sekunder bliver oplevet som minutter, minutter som timer! Men tiden kan ogsŒ implodere, maden br¾nder pŒ, fordi vi lige skulle spille lidt pŒ Beethoven-sonaten. Bev¾gelse defineres som ¾ndring i tid. Samtidigt er tiden defineret af den evige skiften af tilstande. Tiden opstŒr fordi der er en forskel, noget er blevet v¾k, noget andet er kommet til os. Det vil v¾re absurd at postulere at tiden f¿rer os ud af Žn tilstand og ind i en n¾ste. At tiden sŒledes skulle tr¾kke os rundt i vores tilv¾relse vil i sin yderste konsekvens f¿re til at vi mŒtte acceptere at vi ikke har indflydelse pŒ vor tilv¾relse – at vi er skyldfri om vi begŒr ugerninger!

 

Men defineres tiden af den etablerede forskel, eller defineres ¾ndringen af tiden? Fysikerne vil h¾lde til det sidste, for Newton har sagt at Óden  absolutte, sande og matematiske tid, af sig selv, og af sin egen naturÉ flyder j¾vnt uden relation til nogen anden ydre tingÓ  (citeret efter David Epstein: Shaping Time -  Music, the Brain, and Performance 1995, pg.6). Mens andre kan h¾vde med XXXCXCCC. Tiden – i sig selv - kan ikke ses med vore ¿jne, ikke h¿res med vores ¿rer, ikke kan vi f¿le den, lugte den eller smage den. Vi har ikke et kendt tidsorgan, selvom vi har biologiske ure som f¿lger mŒnens og solens variation og hierarkiserer variationerne i underdelinger og gestalter i grupperinger. Disse biologiske ure er ikke kronometriske. F¿rst for knapt 150 Œr siden fik vi en sŒdan objektiv tid, nogle steder i verden holder folkeslag stadigv¾k fast ved en subjektiv, ikke konstant og varierende tid.

 

Nu kan vi v¾lge mellem to erkendelser. Enten mener vi, med Kant (?), at vi aldrig har adgang til tingen selv gennem vore sanser, eller vi accepterer, med Husserl, at den fysiske verden eksisterer og den – i Heideggersk terminologi - kaster sig ind i vores tilv¾relse, og opleves gennem et noema - et prisme som farvel¾gger den fysiske verdens sansning med summen af vores allerede gjorte sansninger, erkendte eller ubevidste. V¾lger vi Kant, bliver langsomheden en del af en intern konstruktion af virkeligheden. Dette kan forklare den subjektive tids eksistens, men ikke, at fysikerne kan etablere et intersubjektivt f¾llesskab, det objektive. Har f¾nomenologiens og eksistentialismens anskuelser har noget at sige os, oplever vi at den kognitive langsomhed er relateret til en fysisk verden, som vi har erkendt v¾sentlige dele af gennem perceptionen. Intersubjektiviteten er indeholdt i begrebet noemen. Gennem gentagne varierede sansninger lejrer sig et eidos – det ydre fysiske objekts invariante sansepŒvirkning som en kognitiv erkendelse. Eftersom det ydre fysiske objekt er uafh¾ngigt af vor sansning vil vi ganske vist opleve det forskelligt udfra vore personligt forskellige foruds¾tninger, men den gentagne perception vil aflejre objektets invariante dele pŒ samme mŒde hos os alle. Med gentagelsen og variationen indskr¾nkes subjektiviteten og bliver intersubjektiv. F¿rst da giver det mening at diskutere om langsomheden er et fysisk (objektivt) relativt f¾nomen eller en indre (subjektiv) konstruktion betinget af ydre f¾nomener.

 

Vi mŒ ogsŒ problematisere at en egenskab (noget har egenskaben at v¾re langsommere end noget andet) substantieres og bliver et f¾nomen som kan iagtages i-sig-selv (langsomheden)! Kan vi iagttage egenskaber ved langsomheden? Er langsomheden det eidos, der bliver tilbage efter den f¾nomenologiske reduktion nŒr selve egenskaben betragtes?

 

At leve livet langsomt betyder at man giver plads til sansningen og afkald pŒ indgrebet. Sansningen kr¾ver tid for at verdens udtryk kan komme til orde. Thoreau gik ud i skovene og hans erfaring satte civil ulydighed pŒ dagsordenen. Idag er langsomheden stadig en politisk handling. Man mŒ dv¾le i hvad Dasein giver fra sig og v¾re v‡r pŒ de sansede tilstandsnuancer som verden sender Žn. En svagt spor af jordens dufte i den frostklare luft. En stille knitrende lyd af insekterne der har travlt under bladene i skovbunden en tidlig forŒrsmorgen. En pludselig k¿lig brise som k¾rtegner din n¿gne krop en varm sommerdag og bringer bud om havets n¾rv¾r. Et s¾rligt lys som kanter sig ind under en stor truende sky og ikl¾der naturen et enestŒende lys. Verden rummer ikke at den oms¾ttes i v¾rditilv¾kst og effektivitet. Disse f¾nomener er indgreb, vold, der ud¿ves af viljen. Viljen vil. At ville er at tabe, at vinde er at give efter. Gaver modtages – men uden modtager udg¿r de en voldt¾gt.

 

Kunsten er det eneste tilbagev¾rende refugium for gaven der gives uden hensigt og vilje. Kunstneren adlyder sit materiale og stiller gaven til disposition. Dermed ud¿ver han vold mod samfundet, for der er ikke en modtager. Kunsten bliver politisk i dŽt faktum. Derfor kan en komponist som Stockhausen prise angrebet pŒ World Trade Center – symbolet for v¾rditilv¾kst og ¿konomisk effektivitet – som en kunstnerisk begivenhed isoleret fra lidelsen. Nu kan man indvende at al-Qaida netop er udtryk for ingrebet. Derved adskiller Ó11. septemberÓ sig fra anden ÓkunstÓ – det er ikke al-Qaida som er kunstnerne, men befolkningen og politikerne i USA. De har opf¿rt den happening, der har skabt kunstv¾rket! De har givet resten af verden gaven. Det er ikke altid kunst udspiller sig pŒ det bevidste plan. Kunsten er ikke l¾ngere kun ¾stetisk, efter Heidegger kr¾ver den sandhed. Ikke i ordets trivielle betydning, men i dets eksistentielle. Findes der anden rolle i vor dage? Kunstv¾rkets ¾stetiske dimension er overtaget af industrien. Hvilken musik vi kan lide, er overtaget af musikindustrien.

 

Udfyldningen af sansningen opstŒr altsŒ gennem gentagelsen. Den ny sansning etablerer ny data. Det, der er f¾lles mellem de forskellige sansninger, det konstante, noema, udfyldes gradvist. Relationen med virkeligheden knyttes stadigt t¾ttere.

To komponister har i s¾rlig grad arbejdet med udfyldningen af noema, det sansede objekt: Edgar Varse og Morton Feldman. Begge pr¾senterer de klanglige objekter, der gentages uden dramaturgisk hensigt. Objekterne stilles alene frem for lytteren i tiden. De kommer tilbage, hos Varse forandret, hos Feldman n¾sten-identisk, men farvet af mŒden, vejen vi nŒede tilbage til det pŒ. ®ndringen i m¿det med objektets genkomst i vort sanseapparat betyder at vi oplever andre sider af det og gradvist kan fatte at der eksisterer et uden for os liggende objekt som vi gradvist konstituerer som noema. Derved opnŒr de to komponisters musik en s¾rlig ekstra dimension (Hyperprism) en horisontal dybde.

 

Efter et par timer neddykket i Feldmans 2. strygekvartet (1979) mŒ man opgive at ¾ndre situationen, musikerne spiller videre uanset hvilke indgreb man forestiller sig. I opgivelsen af indgrebet ligger muligheden for at sanse gentagelsens nuancer. De smŒ uregelm¾ssigheder bliver til store begivenheder i det tilsyneladende statiske gentagelsesm¿nster. Skiftene i musikken bliver uoverkommelige drama.

 

Horisontaliteten som funktion. Dybden af det klanglige objekt: fordoblingen tjener ikke et koloristisk formŒl, men udnyttes til at give udstr¾kning i den horisontale dimension.

 

Dynamik som dimension.

 

Hos Varse underst¿ttes denne dybde endvidere at det oftest ukorrelerede slagt¿js lejlighedsvise m¿de med de klanglige objekter. Fra deres uafh¾ngighed tr¾der de pludseligt i funktion, underst¿tter det n¾re forbiglidende objektlag med en slags stabiliserende, men flygtig afh¾ngighed – der eksisterer en relation kan vi konstatere, men den er enigmatisk, for fokuseringen bringes til oph¿r og de to lag eksisterer alligevel stadigt uafh¾ngigt. Hos Varse er rummet altsŒ ikke alene defineret af tid og frekvens, klangfarve og dynamik, men ogsŒ denne horisontale dybde, som dramatiseres af sk¾ringspunkterne, de unisont homofone forl¿b.

Eksistens som permanens: dronen/akkorden.

 

Dronen attakeres af den fritl¿bende og ornamenterede melodi som undertiden bringes pŒ kollisionskurs. Temporaliteten angriber evigheden, men kan naturligvis ikke anf¾gte den (folkemusik – eksempel?).

Sansningen af akkorden udfyldes gradvist gennem ornamentets omskriven (Boulez).

 

I den spansk/mauriske cante jonda er de mikrotonale ornamenter og intoneringer b¾rere af den intense smerte, for der findes ikke den relaterende evighed, men alene en flygtig b¾rer af smerten (duente).

 

VarŽse: IntŽgrales

 

Hastighed som fysik: M.M.-markeringer

 

Langsomme satser over for hurtige satser.

 

Hastighed som f¿lge af sammenfald af hierarkiske knudepunkter (Henkjan&Honing + Truax, M.I.T.)

 

sml. SinfoniettaÕen til Monteverdis Mariavesper (stasis) med Stravinsky introduktion til Le sacre du printemps (plastisk formning af tid)

 

Eksisterer et tempo i XenakisÕ densitet.

 

Feldmans ÓproblemsolvingÓ -> indgrebet som vold mod materialet fremfor accept af materialets virken pŒ komponisten.

 

Messiaen

 

Cage og zenÉ

 

PrŽlude – Voyge – Jotunheim som eksempel.

 

Langsomheden som udtryk for en politisk holdning.