IVAR FROUNBERG               writer/Shorter Texts/1110xx

 

Trieste!

 

Paolo m¿der mig pŒ busstationen i samme sekund som jeg ringer hans mobil. Han f¿rer mig til mit hotel, som ligger akkurat overfor indgangen til Conservatorio Guiseppe Tartini, hvor jeg skal holde mesterklasse. Trieste er ikke en del af Italien l¾rer jeg hurtig da Paolo og Pietro og jeg spiser sammen efter min f¿rste forel¾sning. Byen befinder sig i et gr¾nseland. PŒ overfladen italiensk, men man skal ikke kradse meget i den, f¿r nuancerne kommer frem. Dette omrŒde samler tre kulturer: den ¯strig-Ungarske, den Slovakisk/Baltiske og den Italienske, der endnu ikke har slŒet rod, trods erobringen under f¿rste verdenskrig.

 

Jeg m¿dte James Joyce da jeg om aftenen vandrer alene tilbage til hotellet. Da jeg passerer broen over Il Vecchio Canale og er optaget af en sms pŒ mobilen, vokser en m¿rk skikkelse op i ¿jenkrogen. Jeg tr¾der til side for at lade personen passere, men opdager straks derpŒ, at det er en bronzestatue. F¿rst endda senere forstŒr jeg, at jeg m¿dte forfatteren til Ulysses. Han skrev store dele af romanen i denne kulturelle smeltedigel, selv om ha mŒtte flygte da de f¿rste fascistiske bev¾gelser tilranede sig indflydelse. I 1920 br¾ndte fascisterne det slovakiske hus ned. Narodny Dom stod i flammer med d¿re og vinduer spigret til, og de slovakere som befandt sig inden d¿re kunne v¾lge mellem flammed¿d eller leml¾stelse pŒ fortovet udenfor. Fascisterne havde planer om en etnisk udrensning, men mislykkedes, da det organisatoriske apparat svigtede. PŒ dette tidspunkt kunne j¿derne identificere sig med fascismen, da den grundl¾ggende var a-religi¿s. F¿rst Hitlers magtovertagelse i Tyskland f¿rte over ti Œr senere til Holocaust.

 

Borgerne i Trieste har for l¾ngst fortr¾ngt disse minder, de er borgere i EU, men alligevel opleves byen som grundl¾ggende anderledes end resten af Italien. Her er ikke meget Berlusconi, men nok sŒ meget Bierstuben. Den ¯strig-Ungarske havneby identificerer sig stadig med en germansk kultur. Pietro fort¾ller mig om spisekortenes multikulturalisme: her en ¿strigsk ret, her en bayersk, her suppe fra Slovakiet, her en overs¾ttelse med fransk inspiration. Bykortet rummer kvarterer opkaldt efter Maximilian og Franz Joseph. Et kvarter med tilf¾ldige gadef¿ringer, i et andet kvarter er gaderne ordnet sŒ der opstŒr kvadratiske blokke af huse. Straks udenfor byen er talen bi-lingual. Jeg f¿ler mig hjemme i denne grundl¾ggende rodl¿shed. Nogle studerende rejste ind fra Slovakiet hver dag, dŽr var det billigere at leve!