IVAR FROUNBERG writer/Shorter Texts/1110xx

Trieste!

Paolo møder mig på busstationen i samme sekund som jeg ringer hans mobil. Han fører mig til mit hotel, som ligger akkurat overfor indgangen til Conservatorio Guiseppe Tartini, hvor jeg skal holde mesterklasse. Trieste er ikke en del af Italien lærer jeg hurtig da Paolo og Pietro og jeg spiser sammen efter min første forelæsning. Byen befinder sig i et grænseland. På overfladen italiensk, men man skal ikke kradse meget i den, før nuancerne kommer frem. Dette område samler tre kulturer: den Østrig-Ungarske, den Slovakisk/Baltiske og den Italienske, der endnu ikke har slået rod, trods erobringen under første verdenskrig.

Jeg mødte James Joyce da jeg om aftenen vandrer alene tilbage til hotellet. Da jeg passerer broen over Il Vecchio Canale og er optaget af en sms på mobilen, vokser en mørk skikkelse op i øjenkrogen. Jeg træder til side for at lade personen passere, men opdager straks derpå, at det er en bronzestatue. Først endda senere forstår jeg, at jeg mødte forfatteren til Ulysses. Han skrev store dele af romanen i denne kulturelle smeltedigel, selv om ha måtte flygte da de første fascistiske bevægelser tilranede sig indflydelse. I 1920 brændte fascisterne det slovakiske hus ned. Narodny Dom stod i flammer med døre og vinduer spigret til, og de slovakere som befandt sig inden døre kunne vælge mellem flammedød eller lemlæstelse på fortovet udenfor. Fascisterne havde planer om en etnisk udrensning, men mislykkedes, da det organisatoriske apparat svigtede. På dette tidspunkt kunne jøderne identificere sig med fascismen, da den grundlæggende var a-religiøs. Først Hitlers magtovertagelse i Tyskland førte over ti år senere til Holocaust.

Borgerne i Trieste har for længst fortrængt disse minder, de er borgere i EU, men alligevel opleves byen som grundlæggende anderledes end resten af Italien. Her er ikke meget Berlusconi, men nok så meget Bierstuben. Den Østrig-Ungarske havneby identificerer sig stadig med en germansk kultur. Pietro fortæller mig om spisekortenes multikulturalisme: her en østrigsk ret, her en bayersk, her suppe fra Slovakiet, her en oversættelse med fransk inspiration. Bykortet rummer kvarterer opkaldt efter Maximilian og Franz Joseph. Et kvarter med tilfældige gadeføringer, i et andet kvarter er gaderne ordnet så der opstår kvadratiske blokke af huse. Straks udenfor byen er talen bi-lingual. Jeg føler mig hjemme i denne grundlæggende rodløshed. Nogle studerende rejste ind fra Slovakiet hver dag, dér var det billigere at leve!